Sygdomme ved rejse i udlandet

 

Sygdomme ved rejse til udlandet

 

Der er mange, der nyder at tage sin hund med på ferie i Europa og med en smule forberedelse er det ganske let.

•Alle hunde skal være ID-mærket med mikrochip eller læselig øretatovering foretaget før 3. juli 2011

•EU pas som dyrlægen udfylder

•Dokumentation for lovpligtig rabies vaccination i passet

 

I visse lande kræves det, at hunde er behandlet mod rævens dværgbændelorm før indrejse fx Norge, Storbritannien, Irland, Finland og Malta.

 

Ved rejse til et andet land, er der risiko for at hunde kan smittes med infektionssygdomme eller parasitter. I denne artikel vil vi beskrive nogle af de sygdomme, du skal være opmærksom på ved rejse i Europa. Det er ikke en komplet liste, og du er altid velkommen til at kontakte os, når du skal på ferie med din hund.

 

 

Rævens dvægbændelorm: Echinococcus multilocularis

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Forekomst, cyklus og smitte:

Dværgbændelormen findes i det meste af Europa inkl. Danmark og Sverige.

Rævens dværgbændelorm behøver to værter for at gennemføre sin livscyklus: En hovedvært og en mellemvært. Den lille bændelorm lever sit voksne liv i tarmen hos slutværten. Ræven er parasittens foretrukne slutvært, men andre rovdyr som mår, grævling, hunde og katte kan også være slutvært. Slutværten udskiller med afføringen små bændelorme-led, som indeholder æg. Når disse æg optages af mellemværten, som typisk er en gnaver, klækkes æggene og larverne vandrer gennem tarmen til forskellige organer, typisk leveren. Smitte sker så ved, at et rovdyr spiser disse inficerede gnavere. Larverne etablerer sig i slutværtens tarm og udvikler sig til den voksne bændelorm og cyklus er afsluttet.

Hunde der spiser små gnavere i naturen er altså specielt udsat for smitte. Parasitten er ikke farlig for ræven, hunden eller katten og giver sjældent symptomer. Anderledes er det for mennesker. Rævens dværgbændelorm er en zoonose, dvs. en sygdom, som kan smitte fra dyr til mennesker. Mennesket fungerer ikke som slutvært som ræven og hunden, men derimod som mellemvært. Dvs. larverne invaderer forskellige organer hos mennesket, her også typisk leveren ligesom hos den lille gnaver.

Mennesker kan smittes gennem kontakt med afføring fra smittede hovedværter, fx ræve og hunde.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Fødevarestyrelsen anbefaler følgende for at mindske smitterisikoen:

  • At hunde, der færdes frit i naturen (herunder jagthunde) og som mistænkes for at æde mus eller andre gnavere, ormebehandles regelmæssigt hver 4. uge.
  • At jagthunde, der bruges til gravjagt, vaskes efter jagt.
  • At alle hunde, der kommer fra eller har været i det centrale Europas bjergområder, og som kan have ædt mus eller andre gnavere, ormebehandles en til to dage inden hjemrejsen.
  • Undgå så vidt muligt, at din hund æder mus og andre gnavere, som kan være mellemværter for parasitten.
  • Vask din hund når den har været i kontakt med ræve eller rævens ekskrementer.
  • Overhold Fødevarestyrelsens køkkenhygiejneanbefalinger om skyl frugt og grønt.

 

Tropisk hjerteorm og Leishmania:

Findes i Syd- og Mellem-Europa. Overføres med myg og smitte forebygges ved at bruge spot-on midler, som afskrækker myg og sandfluer, sådan at hunden ikke stikkes.

 

Tropisk hjerteorm (Dirofilaria immitis) kan give alvorlig sygdom med hoste og vejrtrækningsbesvær. Det er små larver (mikrofilaria), der overføres med blodsugende myg og udvikler sig til store orm i højre hjertekammer. Der kan ses anæmi og akut død ved denne infektion. Forebyggelse er med midler, der afskrækker og dræber myg eller medicin, der dræber larver inden de udvikles til voksne orm. Hvis hunden er blevet inficeret kan sygdommen være svær at behandle.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Leishmania er en encellet parasit som både hunde og mennesker kan smittes med. Smitte sker kun ved stik med sandfluer. Sandfluer findes ikke i Danmark, men er udbredt ved landene omkring middelhavet. Symptomerne på sygdommen er mange og er bl.a. vægttab, hudforandringer, ømhed i lemmerne, næseblod, nyresvigt og diarre. Sygdommen kan behandles, men kræver flere måneders behandling med specialmedicin. Der er risiko for udvikling af kronisk sygdom. Forebygges ved brug af midler mod myg og sandfluer.

Desuden kan der vaccines mod Leishmania inden rejse, det kræver 3 vaccinationer med 3 ugers mellemrum og herefter årligt. – se afsnit her på hjemmesiden -

 

Sygdomme der overføres med flåter:

Anaplasmose og Ehrlichiose er bakterier der overføres ved flåtbid og findes over hele Europa. Undersøgelser viser at 25 % af danske flåter er inficerede med anaplasma og sygdommen ses ofte i Norge og Sverige. Symptomer på smitte er feber, vægttab, anæmi, halthed og ledsmerter. Behandling er langvarig antibiotika, men der er risiko for udvikling af kronisk sygdom. Forebygges ved brug af midler mod flåter.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

TBE (Tick-Borne Encephalitis) skyldes en virus. Findes udbredt i hele Europa inkl. Danmark. Virussen overføres ved flåtbid og symptomerne er feber, slingerhed, kramper og delvise lammelser. Da det er en virus, findes ingen behandling -kun lindring af symptomer. Kan give kronisk sygdom. Forebygges ved brug af midler mod flåter.

 

Borreliose er en bakteriel infektion, som overføres af skovflåten. Bakterien findes udbredt i hele Europa inkl. Danmark.

Flåten er blevet smittet med borrelia-bakterien efter den har suget blod af typisk en mus som nymfe – det er altså musen som huser borrelia-bakterien. Når den inficerede flåt suger blod fra sit nye værtsdyr, vandrer borrelia-bakterien fra flåtens tarmsystem til flåtens spytkirtler og bliver via flåtens spyt overført til dyret. Det er denne vandring, som er årsag til at smitten først kan ske efter ca. 24-48 timer efter flåten har bidt sig fast.

I de tilfælde hvor hunden bliver syg af en infektion med borrelia-bakterien kan symptomerne være feber, sløvhed, appetitløshed, halthed, hævede og smertende led evt nyre- og hjerteproblemer. Oftest optræder kun nogle af disse symptomer. Symptomerne kan vise sig fra uger til måneder efter smitte.

 

 

Forebyggelse

Flåtangreb ses ganske almindeligt hos hunde som jævnligt færdes i skov- og naturområder. I Norden er det op til 55% af flåterne, som bærer borrelia-bakterien.

Vi kan nu tilbyde, at vaccinere din hund mod borreliose. Når det er første gang din hund skal vaccineres mod borrelia, sker dette ved 2 vaccinationer med 3 ugers mellemrum. Herefter er det en gang om året.

Selvom vores kæledyr i de fleste tilfælde ikke bliver syge af flåtbid, bør man alligevel være omhyggelig med at fjerne flåter, når de opdages, da hundene dels generes af flåterne, og dels er med til at sprede flåterne til haver og vores nærmeste omgivelser.

Forebyggelse af flåtangreb gennem behandling af spot-on midler i nakken er kendt og brugt af de fleste hundeejere.

 

Har du nogle spørgsmål vedrørende rejse med dit kæledyr eller til forebyggelse af de forskellige sygdomme er du velkommen til at kontakte klinikken.

 

Frederikssundsvej 195B

2700 Brønshøj

lh@bronshojdyreklinik.dk

 

 

Tidsbestilling

på telefon 38 60 18 16

Mandag - fredag fra kl. 7.30

 

Åbningstider:

Mandag kl. 8 - 17

Tirsdag kl. 8 - 18.30

Onsdag og torsdag kl. 8 - 17

Fredag kl. 8 - 16.30

Lørdag (kun fodersalg) kl. 10 - 13

 

Vagt:

Ved akut sygdom uden for normal åbningstid. Ring: 38601816

 

Opdatering af data til udsendelse af vaccinations remainder og nyheder via mail.

 

Følg os på facebook